torsdag, september 10, 2009

Du spiser GMO hver eneste dag – økologisk mad er eneste garanti mod gensplejsning

Det er de færreste, som har lyst til frivilligt at indtage fødevarer, hvis gener er blevet modificeret i et laboratorium. En undersøgelse foretaget af Vilstrup Research for magasinet Foodculture viste for nylig, at 61 procent af danskerne er imod anvendelse af genmodificerede (GMO) afgrøder i produktionen af fødevarer. Men realiteten er, at forbrugerne har ringe mulighed for at vælge fødevarer fra, som er fremstillet på basis af GMO-fodrede dyr.

Der er ikke noget lovkrav om mærkning af animalske fødevarer fra dyr, som har fået GMO-foder, til trods for, at flere af hinanden uafhængige forskningsresultater har fundet spor af modificeret DNA fra planter i animalske fødevarer til mennesker. Det er alene fødevarer, hvor der direkte er anvendt vegetabilske GMO-ingredienser, som skal mærkes.

Hver gang du putter mejeriprodukter, æg eller kød i munden, som ikke er økologiske, risikerer du, at få en lille bid genmanipuleret plante DNA med i ”sækken”. Praktisk talt alle animalske fødevarer, som ikke er økologiske, er i større eller mindre grad baseret på dyrefoder med gensplejsede afgrøder.

Din eneste garanti for at undgå GMO helt er ved at vælge økologisk. Økologisk fødevareproduktion tager ingen chancer med GMO – blandt andet fordi de sundhedsmæssige konsekvenser ikke er undersøgt til bunds.

En lang række forskningsresultater, hvor GMO-planter er blevet fodret til forsøgsdyr har vist, at der er sundhedsskadelige effekter på dyrene af modificerede plantegener. Alligevel er der ingen krav om, at nye GMO-planter skal testes på dyr, inden de anvendes som dyrefoder eller direkte i menneskeføde. Hvis GMO skulle leve op til samme krav, som medicin og plejeprodukter i forhold til godkendelsesprocedurer, ville en lang række af dem ganske givet, aldrig være kommet på markedet.

Der er ganske enkelt ikke lavet tilstrækkelig forskning i den risiko for mennesker og dyrs sundhed, som følger med, når man manipulerer og bytter om på naturens gener. Tør du løbe samme risiko? Hvis ikke, så vælg økologi. Økologien tager ingen GMO-chancer. Vores viden på området er ganske enkelt for begrænset.

Læs mere om forskning eller mangel på samme i GMO-risiko

Læs mere om Økologi og GMO