Information var så venlig at bringe landets integrationsministers facebook-udskejelser, hvor han slår de fredelige demonstranter i en skov i Thy i hartkorn med den norske højreekstremist. Jeg er opvokset i Thy og kender thyboerne som et fredeligt, lovlydigt og eftertænksomt folkefærd. Fornuften råder i Thy, og thyboer finder sig i megen modgang. Måske fordi netop dette hjørne af Danmark, og de mennesker, som bor der, i årtusinder har taget alle de tæsk, Nordatlanten giver vores lille land. Men thyboerne har også en grænse for modgang og et punkt, hvor nok er nok, og hvor man sætter sig op mod overmagten.
Det punkt findes typisk, der hvor retfærdigheden hører op. Der er ingen thyboer, som er imod vindmøller. De har levet side om side med dem i 30 år. Thy er mere end selvforsynende med vindenergi og har været det længe. De fleste thyboer ser heller ikke træerne i Østerild, som et stykke uvurderligt natur, der ikke kan undværes. Nej, grunden til, at de har sat sig ned i skovbrynet og stoppet fældningsmaskinerne, er at de føler sig trådt under fode på uretfærdig vis. Ingen har på noget tidspunkt ulejliget sig med at give dem en fornuftig forklaring på, hvorfor det er så vigtigt, at møllerne skal stå lige dér. Hvis man havde gjort det, antaget, at der er en fornuftig forklaring, er jeg ikke et sekund i tvivl om, at møllerne allerede stod der i dag.
Men i stedet har man faret frem med hastigt lovgivningsarbejde, minimale høringsfrister, fejlagtige støjberegninger, ekspropriationer og en udpræget mangel på vilje til at tage de berørte mennesker alvorligt. At thyboerne siger nok er nok og sætter sig ned foran fældningsmaskinerne er i mine øjne beundringsværdigt. De kæmper for hvad de har kært og de forsvarer den stolthed, som er blevet krænket. Ikke af møllerne, men af diplomatiet - eller snarere manglen på samme - omkring dem.
Thyboerne har slået et slag for demokratiet ved at påpege, at det i øjeblikket ikke fungerer. De har benyttet sig af deres demokratiske ret til forsamlings- og demonstrationsfrihed, og skal samtidig finde sig i at blive kaldt ekstremister og blive sammenlignet med en massemorder – ovenikøbet af en minister. Ekstremisme er ensporet og kendetegnet ved, at den eller det, der tror på andre værdier og står i vejen for ensporetheden, bliver ryddet af vejen på den ene eller anden måde. Søren Pind skriver bl.a.: ”Nok er nok. Enten er man med. Eller også imod”. Hvem er den egentlige ekstremist? Måske er Søren Pind ikke ekstremist, det skal jeg ikke afgøre, men den form for ekskluderende retorik er lige præcis det, der er med til at lægge grunden for morgendagens ekstremisme. Billedet af en ulv, der vogter får, er snublende nær ved tanken om, at Søren Pind er folkevalgt til at varetage integrationen i dette land.
